Alle børn fortjener en god begyndelse
En god start på livet har meget at sige, når det kommer til et barns fremtid. Derfor vil Læs for Livet med vores nyeste indsats hjælpe de helt små udsatte børn med at udvikle deres sprog og læring gennem lystlæsning.
For at hjælpe udsatte børn så tidligt så muligt, har Læs for Livet netop skabt et nyt projekt. En god begyndelse – bedre historier til udsatte børn i Danmark handler om de små børn fra alderen 0-6 år, for al forskning peger på, hvor vigtige de første leveår er, og hvor afgørende en tidlig indsats kan være for børns fremtid. Med over 3 millioner i støtte fra Egmont Fonden vil vi vække en spirende læselyst hos børn fra hele 250 familier og give dem adgang til bøgernes verden. Lolland Kommune er én af de tre kommuner, vi skal samarbejde med, og her er der særligt mange udsatte familier. For eksempelvis har hele 18% af familierne i kommunen en aktiv børnesag.
Med dette projekt vil vi finde de familier med små børn, der har det største behov. Alt for mange udsatte børn kommer fra bogfremmede hjem og for at komme ind bag hoveddøren og skabe forandring, vil vi blandt alliere os med familiebehandlere, der allerede kommer i disse hjem. Til dem vil vi donere bøger, så de kan have gratis bøger til familierne med ud på deres besøg – og også bøger, der matcher børnenes ønsker og interesser. Det kan være om alt lige fra bøger om drabelige dinosaurer, fine fletninger og eventyr til børnebøger, der behandler tungere emner, som børnene kan spejle sig selv i. Ud over sprog og læring giver læsningen et særligt rum for nærhed og ro med forældrene, samt tid til fordybelse og koncentration. Det er også en vigtig forberedelse til, når børnene senere hen skal starte i skole.
Læsningen rykker også børnene rent socialt. Udsatte børn har ofte ikke samme muligheder som deres jævnaldrende, når det kommer til eksempelvis at tage på ferier og opleve andre lande, deltage i kulturelle aktiviteter, og der føres ikke samtaler omkring spisebordet om verden, nyhederne og livet. Ved at børnene får adgang til alverdens læsestof pirres deres nysgerrighed, og de får ny vigtig viden. Børnene kan rejse hvor som helst hen i deres fantasi, selv om de er lige der i stuen eller soveværelset.
For virkelig at kunne få læsningen til at leve i disse familier med udsatte børn er det vigtigt, at familiebehandlerne ved, hvordan de skal inspirere både børn og voksne til at lade højtlæsningen blive en del af hverdagen. Derfor laver vi også særlige kurser, anført af Læs for Livets stifter Rachel Röst. Med mere end 150 biblioteker skræddersyet til forskellige institutioner for udsatte børn og unge har Læs for Livet netop stor erfaring med at finde bøger, der kan motivere til læsning og ændre liv.