Bag facaden
Malou er vokset op på Langeland. Udadtil så det ud til, at hjemmet fungerede fint. Hendes far var brandmand, og moren arbejdede i en større stilling på posthuset. Det var sobert, det så godt ud udefra. Men bag murene var det et meget ustabilt hjem.
”Min far var meget voldsom og råbte meget ad mig og min søster og jeg kan huske at kigge ind gennem nøglehullet og overveje: Hvilket humør er min far i i dag?”
Engang kom hun ti minutter for sent hjem fra en veninde, hvor de havde set Børnetimen. Så blev hun skældt huden fuldt og fik stuearrest i en uge. Skæld ud var noget af det værste, hun vidste.
”Jeg aflæste hele tiden folk. Hvordan de reagerede, og hvordan de opførte sig, så jeg vidste, hvordan jeg selv skulle opføre mig. For at undgå at komme i karambolage eller opleve nogle dumme ting.”
Skolen var heller ikke et trygt rum. Hun blev mobbet, og det betød, at der heller ikke var et frirum her, men at alle dagens timer foregik under pres. Så var der onklen. Han begik overgreb på Malou og hendes storesøster, da de var små. Først da søsteren blev teenager, åbnede hun op og sagde det højt.
”Mor spurgte mig, om jeg kunne huske, om han have rørt ved mig. Men jeg turde ikke sige det. Så skulle vi til møde på kommunen, men jeg benægtede det, så sagen kom ikke videre. På trods af, at min onkel faktisk indrømmede overfor min far, at han havde gjort det.”
Midt i dette krydspres var læsningen et lyspunkt. Malou lærte at læse tidligt. På trods af, at hun ikke fik læst højt derhjemme. Mest holdt hun af at læse om andres livshistorier, og her var hun vild med den slags fortællinger i ugebladene. Da hun var syv år, læste hun for eksempel Familiejournalen. Der var altid ugeblade i huset.
“Da jeg blev teenager, kan jeg huske, at jeg læste Vi Unge, som var så trendy. Engang var der en pige, der skrev ind, at en af hendes forældres venner havde gjort nogle ting ved hende, og om det var ok?” Brevkassen svarede, at det var det bestemt ikke. Og det var først der, det virkelig gik op for mig, at det min onkel gjorde var forkert. Det læste jeg mig jo frem til.”
Folks virkelige livsverden optog Malou. Fortællingerne var en måde at komme forbi facaden. Her fortalte mennesker om, hvordan livet var bag de lukkede døre. Senere, da Malou var blevet ældre og en stærkere læser, var det bogserien Virkelighedens Verden, der bekræftede hende i, at menneskers ydre liv kunne skjule et mareridt derhjemme. Det var også sådan, at hun blev bevidst om, at det fandtes mennesker, der havde det værre end hun hende selv – og det gav hende lyst til at hjælpe andre.
Malou kom meget på biblioteket. Der var nogle små huse med madrasser og puder, hvor man kunne sidde og læse. Der sad hun i timevis. Men hun brugte ikke bibliotekarerne.
”Jeg havde nok på fornemmelsen, at hvis jeg søgte en bestemt bog via dem, så ville det komme videre til mine forældre. Langeland er et lille lukket samfund, og alle kender alle.”
Bøgerne blev et tilflugtssted, hvor Malou udviklede resiliens og også lærte empati, som hun ikke mener, hun fik med hjemmefra. Som barn betød Troldepus-serien meget for hende, og den vil hun gerne anbefale til andre børn. Til voksne anbefaler hun ”Svært barn har mange navne,“ som er en hjerteskærende historie om svigt, overgreb, hjernevask og indersiden af et kristent frikirkeligt miljø.
Hvis Malou skal give gode råd til pædagoger, vil det først og fremmest være:
“Tør at læse højt – også for de store børn.”
Desuden, at pædagogerne kan udvide bogen med lege, skuespil og lignende, der tager udgangspunkt i historien. Den vil de kunne spejle sig i, og netop den spejling er livsvigtig for børn i udsatte positioner.
Malou Munch er 37 år, bor i Randers med Christian og deres to børn og læser en kandidat i pædagogisk sociolog
