Forandringsmagi

Foto: Lene Vendelbo

Gæsteblogger Tina Sakura Bestle er en anerkendt dansk børnebogforfatter, hvis værker ofte omhandler sårbare skæbner, der, mod alle odds, formår at ændre deres liv – alt sammen pakket ind i en magisk og finurlig verden. Forfatteren har her eksklusivt skrevet til Læs for Livet om bøgers store betydning.

So it goes. Rosa er et barn, der bliver til en hund. Hun findes i billedbogen Hund, som jeg har lavet med Anna Jacobina Jacobsen. Rosa bliver menneske igen med kærlighed … og læsning: ”Småbitte verdener på række. Småbitte verdener i stakke. Jeg læner mig ind i dem, de vokser uendeligt stort i mig.”

Sådan siger Rosa. Sådan siger jeg.

Bøger er magiske. De kan være spejle. De kan være billetter til andre verdener, til andre udgaver af en selv. De kan være venner.

Da jeg var otte, blev mine forældre skilt, og jeg flyttede til en anden by. Højhuse. Knallertbander. Langt væk fra ligusterland. Børnene var søde der. De kom hele tiden og ringede på og min mor kaldte håbefuldt, at jeg skulle komme ud til døren. Men jeg kunne ikke lege, mit hoved kunne ikke nikke. Selvom min mor nok ønskede det. Jeg ville hellere sidde på mit værelse og læse. Jeg kunne ikke rumme alt det nye, alle de nye mennesker. Men bøgerne. Dem kunne jeg åbne og forsvinde væk i. Alex Morgenstjernes eventyr, Inger Edelfeldt, Ronja Røverdatter, Isabella og de fortryllede bær.  Jeg følte mig så stor inden i, jeg havde verdener der. Præcis som Rosa. Jeg mødte en skovalf og dykkede med ham i den dybeste sø, jeg skreg mit forårsskrig, jeg var en smuk, grønhåret heks. Altså, det lykkedes mig til allersidst at nikke ja en dag til det med legning og få en bedste veninde, Ruth fra Irland, muffins med pif-paf-puf, upside down boy you turn me, kassettebåndsteater. Men indtil da, reddet af bogstaver.

Pludselig var min mor studerende og min stedfar også. Penge var der ikke mange af, fandt jeg senere ud af. Men vi havde biblioteket, og jeg følte mig altid rig, så rig, og ja indsæt bare violiner, men det er sandt. Åh, at kunne snuse omkring og plukke bøger ned fra hylderne og låne en mægtig stak med hjem og gøre sig usynlig på værelset og bare læse. Og så var der pandekager.

Da jeg blev lidt ældre, gik jeg på opdagelse i reolerne derhjemme, de var flyttet ind også i mit nye liv, de stod lige der med deres smalle rygge, tykke rygge, høje bøger, små bøger, gamle bøger, og endda nogle bøger der skulle sprættes op, det havde jeg aldrig set, så mystisk og smukt, at man kunne lave spor i en bog, man viste, man havde åbnet den og den kunne aldrig ikke-åbnes igen, man havde givet lys til siderne, som den første i hele verden, jeg satte mig på trappen, tog en bog ud, så rykkede jeg et trin ned, ny bog, fortabte mig i at læse lidt hist, lidt pist, noget jeg ikke forstod helt måske, men det smagte så uendeligt godt, det kaldte mig nye steder hen, nogle gange fotografier og malerier, kranier i ørkener, det fandtes, det fandtes pludselig i mig.

Jeg har hørt nogle, der sagde, at et barn har brug for en hel landsby, når det vokser op. Sine forældre, forskellige voksne, der alle bliver prismer på hvordan man kan være i verden. Men nogle gange har et barn ikke de forældre, de kan ikke huske hvem de er, de kender ikke længere barnets navn, de er faret vild, de er rejst videre til en sky. Det vil de bære med sig, børnene. Altid. Men hvis de finder et trygt sted at blive barn igen og har kræfter til at åbne øjnene, kan læsning være den landsby. Læsning kan være en mægtig havn for trætte navnløse skibe: Her findes mennesker, der træffer valg, gode, dårlige, her findes følelser og glimmer og kul, det hele kan man opleve uden at være den der falder i slugten eller bliver ædt af dragen. Her findes fantastiske billeder og dufte og lyde, her findes fantasien, der kan spire og vokse og gøre hjertet stort og vildt og nysgerrigt. Læsning spinder tråde af lys, frem i tiden, man kan navigere efter dem.

Da jeg havde skrevet min første roman, Papirdrengen, læste jeg et interview med en af drengene fra børnehjemmet Godhavn, der engang ikke var godt for børn. Han var så ikke mere et barn. Han var voksen, men alt det han  oplevede dengang sad i ham som nåle i halsen. Jeg sendte bogen til ham, fordi det mindede mig om min første børneroman, Papirdrengen. Det svigt. Det med, at man tror at nogen passer på en, men så med et vender de ryggen til, alt bliver så koldt. Han læste den og skrev et brev til mig, syv sider, han følte sig set i den historie. Så græd jeg. For det er derfor jeg skriver. For at spejle findes. For at læsning kan findes.

Læs for Livets biblioteker er ren kærlighed. Det er fortællingers
forandringsmagi. Det er håb. Jeg er taknemmelig over, at det findes i
verden, et projekt som det. Tænk engang.