Frivillige
Læs for Livet er i høj grad båret af frivillige kræfter.
Hvis du har lyst til at bidrage som frivillig, er du velkommen til at kontakte frivilligleder Lærke Bohlbro på lb@laesforlivet.dk.
Vi har tre typer frivilligroller:
Bogkælder-frivillig: For dig, der elsker bøger, og som synes, det er hyggeligt at sortere, alfabetisere og ordne bøger.
Kørselsfrivillig: For dig med bil, kørekort og stærke arme, og som vil hjælpe med at hente og bringe bøger til vores bogkælder på Østerbro.
Litteraturguide: For dig med indblik i børne- og ungdomslitteratur, og som let kan tale med børn i svære livsvilkår om deres ønsker til bøgerne.
Mød vores frivillige
Vores glade og dygtige frivillige er en vigtig del af Læs for Livet. Mød nogle af dem her, og hør hvilke oplevelser frivilligarbejdet har givet dem med i bagagen.
Anne Grethe
Anne er tidligere lærer og skolebibliotekar og har været frivillig i snart 7 år.
Desuden er hun uddannet fra Forfatterskolen for børnelitteratur og er forfatter. Hendes opgaver i bogkælderen er at sortere bøger og at bygge biblioteker til de forskellige institutioner.
Bøgerne håndplukkes og Anne og de øvrige frivillige, der bygger biblioteker, gør sig virkelig umage.
”Tanken om, at bare én bog kan gøre en forskel for et barn eller en ung, der har det svært, er det jo det hele værd. Det kan være, at bogen er et tiltrængt pusterum i en trist hverdag, eller det kan være, at det netop er den bog, der baner vejen og lukker barnet ind i bøgernes vidunderlige verden”, siger hun.
Helene
Helene hjælper til i bogkælderen med at sortere bøger og bygge de helt rigtige biblioteker.
”Jeg vil gerne være med til gøre en forskel”, fortæller hun. ”Da min passion er bøger og litteratur giver det mening for mig at være hos Læs for Livet. Jeg deler foreningens værdier, så det føles rigtig rart, at min tid og energi går til et ædelt formål, som jeg kan stå bag.”
Hun kan godt lide at være med til at gøre en forskel gennem bøger og litteratur – og er rigtig glad for fællesskabet med de andre frivillige. Til dagligt arbejder Helene på Københavns Biblioteker, hvor hun også er omringet af bøger og mennesker, der elsker litteratur.
Charlotte
Charlotte er litteraturguide og tager ud i landet og spørger børnene og de unge, hvilke bøger de kunne tænke sig blev en del af biblioteket fra Læs for Livet.
”Så længe jeg har kendt til Læs for Livets eksistens, har jeg drømt om at blive en del af det frivillige team, som står bag det fantastiske arbejde, som året rundt bliver udført i bogkælderen. For mig er frivilligtjansen en drøm, der går i opfyldelse.”
For hende giver det at være frivillig enorm god mening. Desuden understreger hun, at hun altid går herfra med følelsen af at være en del af et ganske særligt og værdifuldt fællesskab. I sit professionelle liv er Charlotte børnefaglig konsulent hos Børns Vilkår, og hun er uddannet lærer og læsevejleder.
Sofie
Sofie er kørselsfrivillig, som henter bøger, der bliver doneret til os.
Hun har været frivillig i over otte år og er med, fordi Læs for Livet matcher hendes værdier på flere fronter:
”Foreningen hjælper børn, der på den ene eller anden måde har fået en dårlig start og er i fare for at blive klemt og glemt. Og det handler om bøger, noget som jeg elsker og både som barn og voksen har brugt som et tilflugtssted,” siger hun.
Hun har en tro på, at det at gøre litteraturen “ufarlig” og en positiv oplevelse for børn kan ændre deres fremtid. Mange børn bliver kun blevet banket i hovedet med bøger i skolen. Sofie nyder, at hun hos Læs for Livet ikke møder nogle se-oppefra-og-ned-hattedamer, men ægte entusiaster, der møder børnene, hvor de er. Privat er Sofie tegnsprogstolk.
Together we can rule the galaxy.
Darth Vader