Har du også genkendt dig selv i dag?

Bøger, musik og kunst kan give os oplevelsen af, at vi ikke er alene med vores problemer – og det er en vigtig erfaring. Specielt for udsatte grupper.

Du har sikkert prøvet det mange gange. Du læser noget: en roman, en tegneserie eller et digt og – pludseligt, uforklarligt – opleves ordene på papiret særdeles velkendte. ”Dét kender jeg godt!”-følelsen slår ned i dig. Den opstår ofte uventet og kan udløses af mange forskellige ting. Vi kan genkende konkrete, sanselige ting. En rammende beskrivelse af, hvordan sommerregn dufter, eller stemningen i en storby, kan give os en oplevelse af genkendelse. Men vi kan også genkende mere sociale fænomener. For eksempel, hvordan det er at føle sig anderledes. Endeligt kan vi også genkende abstrakte begreber, som oplevelsen af, at tiden flyver eller står stille. Eller en uforklarlig tro på højere magter. Listen er lang, ja, faktisk endeløs, men fællestrækket er dette: Du har genkendt elementer af dig selv i en tekst, selvom forfatteren umuligt kan kende dig personligt. Jeg har som et led i min forskning i litteratur besøgt opholdssteder for udsatte unge sammen med Læs for Livet, og igen og igen har jeg hørt de unge efterspørge bøger, de kan spejle sig i. Det virker på den baggrund helt oplagt at pege på litterær genkendelse som en vigtig grund til, at vi læser.

Helt intuitivt, vil mange nok tænke, forudsætter erfaringen af genkendelse en formel lighed mellem teksten og læserens liv. Tekster om personer, der har samme alder, køn og sociale baggrund som sine læsere, vil alt andet lige have større sandsynlighed for at fremprovokere ”Det kender jeg godt!”-udbruddet fra sofahjørnet. Eller det skulle man i hvert fald tro. For i virkeligheden er tingene lidt mere komplicerede.

Hvor mange læsere har, for eksempel, ikke kunne genkende sig selv i karakterer fra fantasybøger? Mon ikke mange unge har lidt af Kaaberbølls vildhekse eller Rowlings magikere i sig? Og hvor tit sker det ikke også, at bøger om andre historiske perioder frembringer en lignende oplevelse?  Kan Austens tekster fra 18-noget for eksempel ikke med lethed få mange læsere fra det 21. århundrede henledt til pinefuldt velkendte erfaringer med ensomhed og længsel? Og hvad med litteratur, der slet ikke handler om mennesker? I H.C. Andersens tekster, eksempelvis, støder vi ofte på animerede objekter og dyr, der med den største lethed appellerer til genkendelse. I litteraturen kan vi, med andre ord, ligeså vel genkende os selv i et ikke-menneskeligt væsen som i en person – ligeså godt relatere til en prins som til en svaneunge eller et grantræ. 

Genkendelsen gennem kunst, vil jeg skynde mig at understrege, er ikke afgrænset til bøger og litteratur. Det forekommer mindst lige så ofte gennem musik, billedkunst og TV-serier, som igennem litteratur Mon ikke mange seere for eksempel godt kan relatere til Walter White’s trang til at træde ud af sit dræbende normale liv og blive gangster i Breaking Bad? Og lur mig om ikke en del musikelskere har haft lyst til at gentage Whitney Houstons bøn share my life – take me for what I am til en elsket.

Litteratur, musik og andre kunstformer hjælper os således med at sætte ord på vores erfaringer, sorger og håb. Den tilbyder os et rum, hvor vi bliver set og hørt. Også selvom dét, vi læser, ligger langt fra vores egen verden. I kunsten genkender vi stemninger, situationer og følelser. Fænomener, der alle er mere flydende, end hvad vi kan beskrive ved at henvise til en specifik social identitet, tidsperiode eller national sammenhæng.

Dét, at genkendelse krydser socio-demografiske grænser, betyder imidlertid ikke, at litteratur ikke kan være et vigtigt pejlemærke for bestemte sociale grupperinger; herunder for mennesker, der oplever marginalisering. For litterære tekster kan med stor præcision sætte ord på, hvordan det er at være undertrykt eller usynliggjort – og kan derigennem tilbyde læsere i udsatte positioner en erfaring af, at de ikke er alene. Dét at vide, at andre er i samme båd, er nemlig ikke kun en trøst, det er også en vigtig forudsætning for at skabe forandring. Når vi opdager, at vi ikke er alene med vores problemer, ledes skyld og skam ofte i andre retninger – væk fra os selv – og det bliver nemmere at forstå, hvad man er oppe imod, og hvem man eventuelt kan kæmpe sammen med.

Læs for Livet gør med afsæt i disse betragtninger en enestående indsats for udsatte unge. Ved at sammensætte og donere skræddersyede biblioteker skaber de rammerne for gode læseoplevelser målrettet børn og unge i meget sårbare situationer. Og dermed danner de grobund for, at de unge kan spejle sig og finde trøst og inspiration i alt fra superhelte til litterære karakterer, der har en tæt forbindelse til deres eget liv.

Én af organisationens fineste kvaliteter, set med mine øjne, er, at de er åbne overfor alle slags bogønsker og på den måde åbner op for mange forskellige former for litterær genkendelse. Og dermed også et væld af indgange til oplevelsen af at blive forstået og anerkendt som læser. For hvis der er én ting som hjælper på følelsen af at være overset og anderledes, eller at være socialt udgrænset, så er det visheden om, at andre har det samme måde. Om denne erfaring formidles af en litterær karakter, der ligner os til forveksling – eller af et grantræ – det er for så vidt underordnet.

Marie-Elisabeth er ansat på Syddansk Universitet og forsker til daglig i moderne litteratur og litteraturens samfundsrolle. Hun har skrevet en ph.d.-afhandling om litterær genkendelse og social anerkendelse, hvor hun ser nærmere på dansk og amerikansk litteratur. Igennem de sidste par år har hun desuden samarbejdet med Læs for Livet og har skrevet om dette arbejde i kapitlet ’Jeg vil bare gerne læse om én, der er kommet ud af det her shit’ i antologien Litteratur i Brug (redigeret af Anne-Marie Mai), som er udkommet på Forlaget Spring.

Bøger, musik og kunst kan give os oplevelsen af, at vi ikke er alene med vores problemer – og det er en vigtig erfaring. Specielt for udsatte grupper.

Du har sikkert prøvet det mange gange. Du læser noget: en roman, en tegneserie eller et digt og – pludseligt, uforklarligt – opleves ordene på papiret særdeles velkendte. ”Dét kender jeg godt!”-følelsen slår ned i dig. Den opstår ofte uventet og kan udløses af mange forskellige ting. Vi kan genkende konkrete, sanselige ting. En rammende beskrivelse af, hvordan sommerregn dufter, eller stemningen i en storby, kan give os en oplevelse af genkendelse. Men vi kan også genkende mere sociale fænomener. For eksempel, hvordan det er at føle sig anderledes. Endeligt kan vi også genkende abstrakte begreber, som oplevelsen af, at tiden flyver eller står stille. Eller en uforklarlig tro på højere magter. Listen er lang, ja, faktisk endeløs, men fællestrækket er dette: Du har genkendt elementer af dig selv i en tekst, selvom forfatteren umuligt kan kende dig personligt. Jeg har som et led i min forskning i litteratur besøgt opholdssteder for udsatte unge sammen med Læs for Livet, og igen og igen har jeg hørt de unge efterspørge bøger, de kan spejle sig i. Det virker på den baggrund helt oplagt at pege på litterær genkendelse som en vigtig grund til, at vi læser.

Helt intuitivt, vil mange nok tænke, forudsætter erfaringen af genkendelse en formel lighed mellem teksten og læserens liv. Tekster om personer, der har samme alder, køn og sociale baggrund som sine læsere, vil alt andet lige have større sandsynlighed for at fremprovokere ”Det kender jeg godt!”-udbruddet fra sofahjørnet. Eller det skulle man i hvert fald tro. For i virkeligheden er tingene lidt mere komplicerede.

Hvor mange læsere har, for eksempel, ikke kunne genkende sig selv i karakterer fra fantasybøger? Mon ikke mange unge har lidt af Kaaberbølls vildhekse eller Rowlings magikere i sig? Og hvor tit sker det ikke også, at bøger om andre historiske perioder frembringer en lignende oplevelse?  Kan Austens tekster fra 18-noget for eksempel ikke med lethed få mange læsere fra det 21. århundrede henledt til pinefuldt velkendte erfaringer med ensomhed og længsel? Og hvad med litteratur, der slet ikke handler om mennesker? I H.C. Andersens tekster, eksempelvis, støder vi ofte på animerede objekter og dyr, der med den største lethed appellerer til genkendelse. I litteraturen kan vi, med andre ord, ligeså vel genkende os selv i et ikke-menneskeligt væsen som i en person – ligeså godt relatere til en prins som til en svaneunge eller et grantræ. 

Genkendelsen gennem kunst, vil jeg skynde mig at understrege, er ikke afgrænset til bøger og litteratur. Det forekommer mindst lige så ofte gennem musik, billedkunst og TV-serier, som igennem litteratur Mon ikke mange seere for eksempel godt kan relatere til Walter White’s trang til at træde ud af sit dræbende normale liv og blive gangster i Breaking Bad? Og lur mig om ikke en del musikelskere har haft lyst til at gentage Whitney Houstons bøn share my life – take me for what I am til en elsket.

Litteratur, musik og andre kunstformer hjælper os således med at sætte ord på vores erfaringer, sorger og håb. Den tilbyder os et rum, hvor vi bliver set og hørt. Også selvom dét, vi læser, ligger langt fra vores egen verden. I kunsten genkender vi stemninger, situationer og følelser. Fænomener, der alle er mere flydende, end hvad vi kan beskrive ved at henvise til en specifik social identitet, tidsperiode eller national sammenhæng.

Dét, at genkendelse krydser socio-demografiske grænser, betyder imidlertid ikke, at litteratur ikke kan være et vigtigt pejlemærke for bestemte sociale grupperinger; herunder for mennesker, der oplever marginalisering. For litterære tekster kan med stor præcision sætte ord på, hvordan det er at være undertrykt eller usynliggjort – og kan derigennem tilbyde læsere i udsatte positioner en erfaring af, at de ikke er alene. Dét at vide, at andre er i samme båd, er nemlig ikke kun en trøst, det er også en vigtig forudsætning for at skabe forandring. Når vi opdager, at vi ikke er alene med vores problemer, ledes skyld og skam ofte i andre retninger – væk fra os selv – og det bliver nemmere at forstå, hvad man er oppe imod, og hvem man eventuelt kan kæmpe sammen med.

Læs for Livet gør med afsæt i disse betragtninger en enestående indsats for udsatte unge. Ved at sammensætte og donere skræddersyede biblioteker skaber de rammerne for gode læseoplevelser målrettet børn og unge i meget sårbare situationer. Og dermed danner de grobund for, at de unge kan spejle sig og finde trøst og inspiration i alt fra superhelte til litterære karakterer, der har en tæt forbindelse til deres eget liv.

Én af organisationens fineste kvaliteter, set med mine øjne, er, at de er åbne overfor alle slags bogønsker og på den måde åbner op for mange forskellige former for litterær genkendelse. Og dermed også et væld af indgange til oplevelsen af at blive forstået og anerkendt som læser. For hvis der er én ting som hjælper på følelsen af at være overset og anderledes, eller at være socialt udgrænset, så er det visheden om, at andre har det samme måde. Om denne erfaring formidles af en litterær karakter, der ligner os til forveksling – eller af et grantræ – det er for så vidt underordnet.

Marie-Elisabeth er ansat på Syddansk Universitet og forsker til daglig i moderne litteratur og litteraturens samfundsrolle. Hun har skrevet en ph.d.-afhandling om litterær genkendelse og social anerkendelse, hvor hun ser nærmere på dansk og amerikansk litteratur. Igennem de sidste par år har hun desuden samarbejdet med Læs for Livet og har skrevet om dette arbejde i kapitlet ’Jeg vil bare gerne læse om én, der er kommet ud af det her shit’ i antologien Litteratur i Brug (redigeret af Anne-Marie Mai), som er udkommet på Forlaget Spring.