Hvis fantasien var den eneste grænse

Læs for Livet giver biblioteker til udsatte og anbragte børn og unge. Før arbejdet med biblioteket går i gang, besøger en litteraturguide fra Læs for Livet, institutionen fordi det er vigtigt at vide, hvad der kan tænde læselysten. Læs for Livet arbejder ud fra tanken om, at bøger kan ændre liv – derfor er børnene og de unge selv med til at bestemme, hvordan deres bibliotek skal se ud.

Vores gæsteblogger er Lea Carlsen Ejsing, som er frivillig litteraturguide hos os og har besøgt en kostskole med særligt fokus på unge, der har brug for socialpædagogisk støtte.

I spisesalen, hvor alle skolens femogfyrre elever spiser frokost, får jeg øje på et broderi i glas og ramme. Faktisk står det på disken, så alle går lige forbi det, når de skal hente dagens lune fiskefrikadeller. ”Your only limit is your fantasy,” står der med sirlige sting. Kunstneren er den 17-årige Peter, som jeg møder lidt senere til en snak om bøger.

Jeg har min prøvekuffert med. I den har jeg et bredt udvalg af romaner og fagbøger, tegneserier og læse-let, så jeg sammen med de unge kan spore mig ind på, hvad der lige præcis tænder deres lyst til at læse.

Alt er lagt frem på et bord i spisesalen, og skolens elever stimler sammen. Et par piger kaster sig over En Flænge i Himlen af John Green. Andre står og fniser ad Kogebog for Drengerøve. Mens jeg snakker med pigerne, får jeg hurtigt en liste med titler på romaner. Kærlighed i en dyster fremtid er tilsyneladende et hit. ”Jeg tror nok, jeg læser alt, hvad jeg kan få fingre i,” siger 14-årige Kristina. Hun har fundet både Jussi Adler-Olsens Fasandræberne og en serie om troldmænd på bordet.

Flere af de unge vil vide, hvor bøgerne kommer fra. Og må de bare få dem? Uden videre? Ja, siger jeg og forklarer, at alle bøgerne er gaver fra folk, der selv har læst dem, eller måske endda skrevet dem, og nu gerne vil give dem videre til børn og unge, der kan lide at læse. ”Cool nok,” siger en af pigerne, der har slået sig for at kigge udvalget igennem. ”Men jeg er ordblind. Jeg kan godt forstå noget, der er svært, jeg kan bare ikke læse det.” Måske er der nogen, der har tegnet en sørgelig graphic novel, der handler lidt om veninder?

Peter er 17 år og kunstneren bag broderiet, der står fremme på bordet. Han viser mig de ret avancerede bøger om manga-tegneteknik, han har i tasken. Jeg må indrømme, at det bliver svært at skaffe manga, han ikke har læst, men vi prøver. Han spiller også rollespil, fortæller han. Mon vi har bøger om udstyr og regler? Ellers læser han – selvfølgelig – fantasy. Helst noget action.

I samme klasse går Thomas, der også helst vil læse action, men det skal handle om rummet. Big Bang er vel også en slags action? Ellers alt med ekstreme fænomener, vulkaner, tsunamier. Og den kolde krig. ”Jeg vil gerne vide, hvordan tingene er opstået. Både planeten og samfundet,” siger han, og jeg skriver ”faglitteratur, højt niveau” på listen.

Sidst på dagen møder jeg 15-årige Emma i spisesalen. Hun ryster på hovedet, da jeg viser hende bøgerne. Nej, det er ikke noget for hende. ”Sproget dør for mig, når jeg læser romaner. Jeg er mest til lyrik.” Vi taler lidt om digte, og jeg lover, at jeg får en af de andre frivillige til at hjælpe med at finde noget godt. Og nyt.  Da jeg nævner bøger om forfattere, altså som inspiration til at skrive selv, smiler hun. ”Det kunne virkelig være …” mere hører jeg ikke, for en veninde trækker hende med ud i havestuen, hvor de er i gang med dagens lektier. Men jeg noterer, at det er på ønskelisten.

De unge på skolen støder uden tvivl på mange begrænsninger i livet –  både indre og ydre.  Omkring halvdelen bor her efter frivillige anbringelser, resten kommer om morgenen i busser for at deltage i undervisningen. Der er alle mulige grunde til, at de unge ikke bor hjemme eller går i en almindelig folkeskole.