“Jeg er i gang med at vågne”

Rachels besøg på Nicolais skole inspirerede ham til handling. Han kom i praktik hos Læs for Livet på egen opfordring. Læs med her, hvor Nicolai selv fortæller sin historie. Om at være ugidelig og indelukket for så at starte på en frisk med nyt mod.

Jeg går på Skolen på Slotsvænget i Fredensborg, som er en skole der hjælper børn, der har haft det svært, mens de er vokset op. Man kan for eksempel være vokset op i et voldeligt hjem, have et handicap eller have haft en svær skolegang. Ofte kan det desværre godt gå hånd i hånd. Jeg er selv kommet fra et voldeligt hjem og har haft lidt nedtur i folkeskolen, så det hjalp virkelig meget at komme ud på Skolen på Slotsvænget.

“Jeg kan ikke længere holde ud at være omklamret af en sort og dyster skal. Jeg bryder ud nu, og ingen får lov til at stoppe mig mere.”

Skolen på Slotsvænget er en kostskole i Fredensborg på Nordsjælland. Her kan man udforske og få en stille skolegang med ikke så mange elever. Jeg er kostelev, og det er rigtig fedt, fordi man får muligheder, man slet ikke kunne have drømt om. Før jeg kom her, lavede jeg ikke en skid andet en at ligge i min seng i seks alt for lange år og så mange film. Men nu er det nok. Jeg kan ikke længere holde ud at ligge på min flade dagen lang.

Jeg er i gang med at vågne, og det var sgu også på tide. Jeg går til sumba, violin, skydning, fitness, og snart karate. Jeg løber og har lige gennemført et halvmaraton i Berlin. Jeg kan ikke længere holde ud at være omklamret af en sort og dyster skal. Jeg bryder ud nu, og ingen får lov til at stoppe mig mere. Det kan nemlig godt lade sig gøre. Vær dig selv, og skid på hvad andre siger og tænker om dig.

I den sammenhæng er det godt at vi har mennesker som Rachel. Rachel er et af de mennesker, der er ved at hjælpe mig med bryde ud af mit fængsel. Jeg kan huske, da hun trådte ind i min klasse, fordi hun udsendte en hel utrolig energi – fuldstændig excentrisk.

Rachel kommer fra noget der hedder Læs for Livet. Læs for Livet har hun selv har skabt efter hendes barndom, som heller ikke lige frem var lutter lagkage. Da Rachel var barn, måtte hun vandre ind i bøgernes verden, fordi der simpelthen ikke var nogle andre steder, hun kunne lære det, som hun skulle lære. Samtidig har det nok også været meget rart at kunne forsvinde ind i sin egen verden en gang imellem.

Noget af det mest fantastiske var, at hun kom ind helt rolig og fortalte om sig selv, og hvorfor hun startede Læs for Livet. Man følte virkelig, at man begyndte at lære hende at kende. Selvom vi kun var sammen med hende to gange. Hun spurgte ind til os bagefter, og det var virkelig fedt, fordi hun er så blid og kærlig. Det føles virkelig som om, hun har stor interesse i os unge, og det betyder rigtig meget.

Jeg fik tanken, at det måske kunne være meget spændende at se, hvad det egentlig var, de lavede inde hos Læs for Livet. Jeg besluttede mig derfor for at gå til en af mine lærere, for at spørge om hun kunne undersøge, om det kunne være en mulighed at komme i praktik hos dem. Jeg var velkommen hos Læs for Livet, så det var jo meget fedt.

Endelig skete det så, og jeg fik at vide ugen inden, at nu var det i næste uge, jeg skulle afsted. Det var jo fedt, men jeg havde ingen idé om, hvad man lavede sådan et sted. Det eneste jeg tænkte var, at det kunne da være meget sjovt at se, hvordan de egentlig fik det til at køre.

“Uden mennesker som dem, ville samfundet gå under. Så jeg takker Rachel mere end noget andet for, at hun har startet Læs for Livet.”

Det blev mandag, og jeg skulle afsted. Da jeg kom derhen, stod Rachel lige inde i deres store stueagtige rum. Så kom hun hen og krammede mig, og jeg følte mig virkelig velkommen. Bagefter gik vi en tur over til en cafe, hvor vi bare sad og snakkede og fik lidt mad.

Da vi kom tilbage, var der kommet en der hedder Lærke, og hun er rigtig sød. Det er Lærke, som jeg har haft mest med at gøre, fordi hun har givet mig opgaver, hvilket igen lyder kedeligt. Men når man er der, giver det en form for tilfredsstillelse, fordi man ved, at indsatsen går til et godt formål. Jeg har pakket bøger ud, sorteret og sat på plads. Jeg har fundet steder, hvor vi kan sende bøger hen. Vi har også haft gang i et planteprojekt, hvilket jeg synes var specielt hyggeligt, fordi for mig er der ikke noget bedre end planter. Sidst men ikke mindst har jeg brainstormet med Rachel og en anden, der også hedder Lærke. Hun er også rigtig sød.

De er faktisk alle sammen ret fantastiske. Både Rachel, Lærke, Susanne og Lærke. Jeg ærgrer mig virkelig over, at jeg ikke kan huske de frivilliges navne, fordi de har simpelthen været så søde, at det er helt utroligt. De er sande godhjertede og uselviske mennesker. Uden mennesker som dem, ville samfundet gå under.

Så jeg takker Rachel mere end noget andet, fordi hun har startet Læs for Livet. Og rigtig mange tak til jer alle for denne uge. Den har været virkelig sjov og hyggelig. Mens jeg husker det, vil jeg også gerne lige sige tak for de bøger, I har givet mig. Det betyder virkelig noget. Så hvis du er ung og godt kan lide bøger, så ved du vist godt, hvor du skal i praktik henne.