Jeg flygtede ind i bøgerne

Gæsteblogger Julie Mørup, der har bloggen Julie The Book Cat, har her skrevet sin fængende historie om at være ung på en institution og bøgernes forandrende potentiale.

Jeg har altid været glad for at læse. Jeg er vokset op i et helt almindeligt middelklassehjem. Mine forældre blev skilt, da jeg var 8 år gammel, men de formåede at holde en fin kontakt, og jeg kom så fint igennem det, som man nu engang gør. Der var ikke bugnende reoler med bøger i mit barndomshjem, men jeg havde selv en del på værelset. Jeg husker en barndom med masser af højtlæsning, især Dennis Jürgensens fortællinger om Freddy og Monstrene grinte jeg meget af, når min far læste højt inden sengetid. Jeg var også selv en ivrig læser og kunne allerede læse en smule inden skolestart. Herefter tog det fart. Jeg læste, når jeg kunne komme til det. Min far bragte bøger hjem, som jeg typisk havde færdiglæst inden ugen var omme. I de yngre år så det ud til, at jeg ville klare mig godt. Fagligt såvel som socialt. Jeg manglede ikke noget. Hverken kærlighed, omsorg eller materielle ting. Men livet følger jo ikke altid den vej, man har udset sig. Mit liv tog mange omveje.

Jeg tror, det der med pubertet er svært for de fleste. For mig var det en periode, hvor jeg havde behov for at trække mig fra omverdenen. Mit tilflugtssted blev biblioteket. Når de andre tog i fritidsklubben, sad 12 årige jeg og læste bøger, eller gennemgik reolerne for spændende bøger. Jeg blev draget af ungdomsromanerne, gerne dem jeg kunne spejle mig i. Dem, der beskrev de tungere tanker og følelser. Jeg satte aldrig rigtig ord på mine tanker og følelser overfor andre. Men jeg fandt trøst og ligesindede i bøgerne.

I takt med at jeg blev ældre, var det tydeligt, at det ikke bare var ”teenageproblemer”, der trykkede mig. Jeg ved ikke, hvornår det præcis begyndte, men fra jeg var omkring 14 år, var jeg fanget i tankespind og alt for mange følelser. Jeg kunne ikke rumme mig selv. Faktisk kunne jeg ikke rigtigt differentiere mine følelser men vidste blot, at jeg følte mig kaotisk. Jeg begyndte at skade mig selv for at holde ud at være til. Jeg brugte nætterne på at bekymre mig om alt fra, hvad jeg skulle vælge af tøj, til hvordan jeg skulle holde mit liv ud. Jeg delte fortsat ikke mine tanker og følelser med nogen. I stedet flygtede jeg ind i bøgerne. Jeg søgte tilflugt i alt fra fantasyromaner, til ungdomsromaner, der handlede om ting, jeg kunne relatere til. Det blev mit helle – det sted, mine følelser og tanker trådte i baggrunden og ikke plagede mig. Jeg fik ro.

I 7. klasse forsøgte min dansklærer ihærdigt at få os alle til at læse mere. Hun indførte ”Klub 1000”. Det gjaldt om at læse 1000 sider på et skoleår. Alt fra Anders And-blade til fagbøger talte. Efter meget kort tid behøvede jeg ikke længere skrive ned, hvad jeg læste. Da skoleåret var omme, havde jeg læst over 40.000 sider.

Min tristhed og mit tankemylder udviklede sig til voldsom forpinthed, tiltagende selvskade og selvmordstanker. Endda til planer. Det tog mig lang tid at fortælle om det, og jeg kunne formentlig skrive lange, lange indlæg om alt det, jeg har undladt her. Alting blev dog for meget, og jeg endte med at blive akut indlagt på en lukket, ungdomspsykiatrisk afdeling. Jeg endte med at være indlagt i 10 måneder, hvoraf lige knapt halvdelen var i lukket regi. Det var noget af en omvæltning. Der var unge, der gik amok. Blev lagt i bælte. Råbte, skreg, var udadreagerende og talte grimt. Det var så anderledes, end den måde jeg reagerede på. Jeg var tilbagetrukket, gjorde hvad jeg blev bedt om og lavede ikke ballade. I stedet smuglede jeg barberblade med ind og skar mig, når alting blev for meget. Jeg var dybt deprimeret og begyndte at høre stemmer. Jeg havde nærmest konstant tankemylder og fortsat enormt svært ved at sætte ord på noget som helst. Men bøgerne – de fulgte med.

Under hele min indlæggelse kom mine forældre med friske forsyninger af bøger. Jeg slugte alt, de kom med. Benny Andersen, Hanne-Vibeke Holst, Dan Brown, Stephen King. En fast kontaktperson delte sine yndlingsbøger med mig, og dette førte til en rigtig god relation. Først kunne vi tale om bøgerne. Et dejligt neutralt emne, som jeg følte mig tryg ved. Langsomt, gennem bøgernes temaer, kom vi ind på mit liv. Langsomt åbnede jeg op. Og da først jeg havde åbnet op for hende, blev det lidt lettere. Jeg fik en psykolog, der var lige dele blid og hård. Sammen arbejdede vi intenst på at lære mig at regulere følelser. Jeg startede helt lavpraktisk med at lære at genkende følelser. Tristhed, vrede, angst, glæde. Her brugte jeg bøgerne rigtig meget. I dem havde andre sat ord på følelserne for mig. Bøgerne var fortsat også et tilflugtssted, når alting var for meget.

De 10 måneder på psykiatrisk afdeling var hårde men nødvendige. Ligesom det var nødvendigt for mig at flytte på et opholdssted for unge med psykiske udfordringer. Jeg flyttede langt væk hjemmefra. Fra storbyen til landet. I starten gik jeg ikke i skole. I stedet cyklede jeg gerne op til det lokale bibliotek. Det lå i en gammel, gullig murstensvilla og var i flere etager. Jeg mistede tit tidsfornemmelsen, når jeg gik rundt blandt reolerne. Sommetider var jeg lige ved at blive glemt, når biblioteket lukkede. Jeg sad ofte og læste på biblioteket, men jeg lånte også stakkevis af bøger med tilbage til opholdsstedet. Der var nemlig ingen bøger, udover dem jeg selv havde med hjemmefra. Jo, der lå vidst et par stykker i stuen, men det var gamle, slidte børnebøger, jeg som 17 årig ikke havde interesse i.

De andre unge læste ikke meget, og bøger var ikke noget, vi talte om. Heller ikke pædagogerne talte specielt om bøger. Men de så min kærlighed til bøger og viden, hvilket var en rigtig vigtig ting. For det var egentlig deres plan, jeg skulle på specialskole, men det nægtede jeg. Jeg insisterede på at komme i normal 10. klasse. Heldigvis fik jeg lov til det, og her mødte jeg nogle lærere, der opfordrede mig til at læse bøger, jeg ellers ikke ville læse. Jeg stiftede blandt andet bekendtskab med Søren Kierkegaard, Dan Turèll og Naja Marie Aidt; især sidstnævnte blev jeg ganske glad for.

Jeg var heldigvis god til at opsøge bøger, der hvor de var. Men jeg er sikker på, at de andre unge havde haft gavn af det tilbud, Læs For Livet er. Tænk sig, hvis de havde fået mulighed for at finde samme glæde for bøgerne, som jeg gjorde og stadig gør. Jeg ved ikke, om det havde gjort en forskel for dem, men jeg ved, det gjorde en forskel for mig. Jeg er sikker på, at bøgerne gav mig et frirum, så kaosset ikke tog over. Og de lærte mig om følelser; hjalp mig til igen at kunne genkende dem og forholde mig til dem.

Sidenhen er jeg blev en ganske glad og tilfreds voksen. Jeg er i dag 28 år, gift med en ligeså stor bogelsker og arbejder som psykiatrisk sygeplejerske. Jeg bruger min egen erfaring i mit job hver dag. Og bøgerne? Dem læser jeg stadig mange af. Da jeg fandt ud af, der var et bogbloggermiljø på de sociale medier, var jeg ikke i tvivl, det skulle jeg være en del af. Jeg læser mange forskellige bøger og udfordrer mig selv. Men mine yndlingsbøger er fortsat dem, der sætter ord på svære følelser. Dem, man kan spejle sig i, når man som ung har det svært. Dem, der bryder tabuer, fortæller om det, der gør ondt, og ikke er belærende eller taler ned til de unge. For jeg tror stadig på, at bøger kan gøre en forskel.