Tidligere anbragt: “Bøger har været min redning”

På Læs for Livets Facebookside kommenterede Laura Helena Pimentel da Silva, at hun havde været anbragt, og bøgerne havde gjort en stor forskel. Vi fik lov til at interviewe hende over Zoom og høre, hvordan litteraturen havde hjulpet hende. På skærmen tonede Laura Helena frem, med ro og en stærk udstråling. Man kan ikke mærke, at hun har haft en kaotisk barndom, der har kastet skygger i hendes liv. Hun har klaret sig på trods, men forhindringerne har været mange.

Laura Helena er født i Brasilien, hvor hendes far kom i fængsel, da hun var spæd, og hun har ingen minder om ham. Som ganske lille kom hun til Danmark. Morens nye mand var pædofil, og de seksuelle overgreb førte til, at hun blev anbragt allerede som 3-årig. Her kom Laura Helena i plejefamilie og boede der, indtil hun blev hjemgivet til sin mor, der havde udviklet et hashmisbrug og fået en alkoholiseret kæreste. Moren blev også mere og mere underlig. Det viste sig, at hun var blevet psykisk syg, sandsynligvis udløst af en hashpsykose.

”At have en psykisk syg mor var meget svært at tackle. Jeg var flov over hende, vred på hende og havde svært ved at forstå sygdommen. Hun var meget syg i nogle år, og jeg havde flere meget traumatiserende oplevelser med hende. Jeg følte ikke, at jeg fik hjælp til at tackle dét at være pårørende og barn af en psykisk syg forælder.”

I stedet oplevede Laura Helena, at hun blev sat i bås, som potentiel psykisk syg. Hun blev anbragt igen og kastet rundt i systemet. Da hun fik sin egen lejlighed allerede som 14-årig, havde hun haft 13 adresseskift.

”Bøgerne har været min redning. I alle perioder af mit liv har jeg læst. Jeg har lænet mig op ad litteraturen. Den har hjulpet mig med at bevare min fantasi og mine drømme – og jeg har flygtet ind i en anden verden.”

Der var bøger i Laura Helenas barndomshjem, men moren, der var meget religiøs, læste mest op af Biblen. I stedet blev hun som barn introduceret til litteraturen i den første plejefamilie, hun boede i, hvor der blev læst godnathistorier. Meget tidligt begyndte hun selv at bladre i bøger og læse.

”Som lille barn var jeg helt vild med Pippi. Hun havde ingen forældre og var lidt skør. Hun faldt udenfor normalen. Det synes jeg også selv, jeg gjorde, som anbragt barn.”

Laura Helena læste også H.C Andersens eventyr. Især dem, der ikke endte lykkeligt, som Den lille Havfrue og Pigen med Svovlstikkerne. Med en barndom, der ikke var rosenrød, kunne hun bedst genkende sig selv og sit liv her. Senere var det bøger, som Skammerens Datter af Lene Kaaberbøl, der gjorde indtryk. Det var opmuntrende med en hovedperson, der var en almindelig pige, men var stærk og stadig havde evner.

Der var ikke bøger på de institutioner, som Laura Helena boede på, og der var heller ikke nogen blandt personalet, der introducerede hende for litteratur. I stedet var det hendes fornemmelse, at socialpædagogerne ikke selv var blevet introduceret for bøger, og at de ikke vidste, hvilke resurser, som læsningen var med til at udvikle. For eksempel empati og fantasi.

”Der manglede et fokus på, hvilken forskel bøger kan gøre, specielt for udsatte. Der var lave forventninger, og jeg blev gjort meget dårligere, end jeg i virkeligheden var. Allerede inden mine teenageår, som blev ret vilde, blev jeg set på som et problembarn, men det var jeg egentlig ikke på det tidpunkt”.

Laura Helena kan nu se, at en af de grundene til, at hun senere blev et ”problembarn”, var, at socialpædagogerne forventede, hun ville gøre dumme ting, og det blev en selvopfyldende profeti. Der manglede også støtte til skolegangen, og hun kan ikke huske, at socialpædagogerne nogensinde lavede lektier med hende.  

Selvom der manglede bøger og støtte fra personalet på de institutioner, som Laura Helena boede på, holdt hun fast i at læse.

”Heldigvis havde jeg mine egne bøger, og jeg gik også selv på biblioteket fra en ret tidlig alder. Jeg mødte nogle lærere i folkeskolen, som så, at jeg var glad for at læse og skrive. De anbefalede bøger, og der var faktisk også nogle, der købte bøger til mig. Det betød, at jeg udviklede selvtillid og selvværd.”

I dag er Laura Helena en anerkendt forfatter. Hendes debut var bogen ”Kommunebarn”, der omhandler hendes eget liv i systemet. At hun har klaret sig så godt igennem en hård barndom og ungdom, nedtoner hun og mener, at det egentligt var held. ”Lige siden jeg var barn, har jeg været udstyret med en eller anden ild. En dag skulle det være anderledes. Jeg har villet bryde den sociale arv. Min værste frygt har været at ende ligesom min familie.”

Litteraturen var med til at vise hende en anden bedre vej. Den var et frirum, hvor hun kunne lade sig trøste og vokse.

”For mig gav der bøgerne håb. Man kan gå alt muligt igennem og så komme ud på den anden side.”

Laura Helena er 26 år og mor til tre drenge. Hun bor sammen med kæresten gennem syv år og er uddannet som social- og sundhedsassistent. Dertil har hun skrevet fire bøger, holder foredrag og er frivillig i foreningen De Anbragtes Vilkår.